Franco og Franco Express
Supermarkedskæden Franco har to butikker tæt på, hvor vi bor. Når vi kommer ud ad gadedøren, drejer vi til højre og kommer hen til Av. Emmel, som er en lidt bredere vej med en del trafik, og går man til venstre ad den og fem veje op, kommer man op til Franco, hvor vi handler ca. en gang om ugen. Det er et ganske pænt supermarked, hvor vi kan få det meste, men vi får nu ikke lavet mad så tit, da vi har det lidt svært med kødet. De har noget rigtig pænt kød til gryderetter, men det hakkede oksekød er meget anderledes, end vi er vant til, og smager ikke rigtig af noget. For det første er det hakket alt for fint, og for det andet er det stort set fri for fedt; det giver en meget mærkelig konsistens og meget lidt smag. Det er det eneste hakkede kød, der er – der er hverken hakket svinekød, kylling eller kalkun – så ingen frikadeller. Til gengæld har de dansk Danablu-ost og også en blåskimmelost fra Bornholm.
Drejer man til højre ad Av. Emmel, kommer man ned til Franco Express, som ligger meget tæt på vores lejlighed. Det er en lille butik, som hverken har grønt- eller kødafdeling, men vi henter vores vand her. Vi bruger købevand til drikkevand og al madlavning, kaffe og te, så der skal slæbes vand hjem et par gange om ugen. Der ryger altid et par chokoladebarer med i kurven, da de har en rigtig god lille lokalproduceret chokolade med mint, som kun koster 3-4 kr. og lige passer til aftenkaffen.