Ecuador | Quito | Aktivitet

Mindo Cloud Forest

Mindo Cloud Forest og svævebanen

Mindo Cloud Forest er en nationalpark, som ligger ca. to timers kørsel fra Quito. Man kan tage en lille svævebane hen over en flod, og derefter kan man vælge flere forskellige stier af forskellig længde og varighed. Man kommer gennem skoven og forbi adskillige vandfald, og man kan gå ned til floden og op til udgangspunktet igen.

Tæt på ligger byen Mindo, som byder på flere forskellige aktiviteter. Husk gode sko og vand; fugtigheden er høj i en tågeskov.

Ecuador | Quito | Natur

Reserva Alambi

Reserva Alambi

Kolibrien er en fugl, man ikke kommer udenom, når man besøger Ecuador, og Reserva Alambi, som ligger en times køretur fra Quito, er bestemt et besøg værd.

Det er en lille have, hvor der er opsat beholdere med sukkervand, som tiltrækker et imponerende antal kolibrier og mange forskellige arter af denne fugl. Man kommer helt tæt på dem, og man kan slet ikke lade være med at tage alt for mange billeder.

Ecuador | Quito | Udsigt

TelefériQo

TelefériQo - svævebanen der går op til 4.050 meter.

Svævebanen TelefériQo i Quito går op til 4.050 meters højde, hvilket godt kan føles lidt skræmmende højt. Turen op er meget lang i en svævebane, der gynger (u)hyggeligt undervejs.

På toppen får man en fantastisk udsigt over byen, og i godt vejr skulle man kunne se flere vulkaner på den anden side af byen. Der er et cafeteria og et par butikker, når man kommer op, men den store oplevelse er, hvordan udsigten hele tiden ændrer sig, i takt med at skyerne bevæger sig ind over bjerget. 

Man har mulighed for en flere timers vandretur, men kan også bare gå rundt på nogle få stier. Tag derop, når solen skinner.

Ecuador | Quito | Café

Tres Gatos

Tres Gatos - byens bedste cafe

Tres Gatos er uden sammenligning den bedste café, vi fandt i Quito. 

Det er en kombineret café og boghandel med mange litteraturarrangementer i løbet af ugen. Den ligger i en gammel villa med have foran og har flere sjove små rum fordelt på flere etager. Menukortet er ikke stort, men maden er veltillavet og billig, og betjeningen er helt i top, og så har de åbent hele ugen.

Følg dem på Facebook, da der sker mange ting, og så skal man huske at ringe på for at blive lukket ind.

Ecuador | Quito | Restaurant

Vista Hermosa

Udsigten fra terrassen

Restauranten Vista Hermosa i Quito er ikke en restaurant, man lige kommer forbi, så vi anbefaler, at man tager en taxa.

Her er en fantastisk udsigt over det historiske centrum, og maden er dejlig med fokus på gode steaks. Da udsigten er bedst om aftenen, hvor centrum er oplyst, skal man huske varmt tøj, da man får den bedste oplevelse, hvis man sidder udenfor på terrassen. Husk at bestille bord.