Indonesien | Yogyakarta | Seværdighed

Borobudur

Borobudur

Borobudur er verdens største buddhistiske monument og en af Indonesiens mest besøgte turistattraktioner. Vi kan bestemt anbefale et besøg ved dette fantastiske bygningsværk, og da det ligger meget tæt på Yogyakarta, er det nemt at komme hertil. Du skal bare huske at købe billet på forhånd, da man har begrænset antallet af besøgende pr. dag.

Vi kan anbefale en heldagstur, hvor man besøger to andre flotte templer i området.

Indonesien | Ubud | Seværdighed

Peliatan Royal Palace

Peliatan Royal Palace

Hvis du bor i Ubud, vil vi anbefale et besøg i Peliatan Royal Palace, som ligger i den sydøstlige del af centrum. Umiddelbart ser det ikke så stort ud, men du skal købe billetter til en tur indenfor for at se noget af det område, hvor den royale familie bor.

Du får din helt egen guide, som sørger for, at du får nogle sjove billeder med hjem fra dit besøg.

Indonesien | Ubud | Seværdighed

Pura Ulun Danu Beratan

Pura Ulun Danu Beratan

Bali har utrolig mange flotte hinduistiske templer, så det kan være svært at sige, hvilket der er det flotteste. Vi vil nu gerne fremhæve Putu Ulun Danu Beratan. Dette tempel har den mest unikke beliggenhed ude i en sø, og så er hele området virkelig smukt.

Du kan eventuelt kombinere besøget med en tur til risterrasserne i Jatiluwih.

Indonesien | Yogyakarta | Restaurant

RamenYA!

RamenYA! Plaza Malioboro

Uanset om du kender ramen, eller om du har lyst til at smage det for første gang, kan vi anbefale et besøg hos RamenYA!, der hører til en af de bedre restauranter i Yogyakarta. Den ligger i stueetagen i Plaza Malioboro, og her er hyggeligt, servicen er god, og det samme er maden.

Og så gør det jo heller ikke noget, at her er billigt.

Indonesien | Ubud | Natur

Risterrasserne i Jatiluwih

Risterrasserne i Jatiluwih

Når man tænker Bali, tænker man også risterrasser, og nogle af de flotteste finder man i Jatiluwih, som ligger midt på øen, 40 km nord for Ubud. Sæt gerne god tid af til at nyde turen på den godt anlagte sti, der snor sig mellem markerne.

Du kan eventuelt kombinere turen med et besøg ved et af Balis flotte templer.

Indonesien | Yogyakarta | Restaurant

Roaster And Bear

Roaster And Bear

Restauranten Roaster And Bear ligger tæt ved rundkørslen Tugu Yogyakarta i den nordlige ende af området Malioboro, og det er efter vores mening en af de bedste restauranter i byen. Det er et hyggeligt lokale, de har en rimelig steak, hvor især tilbehøret er godt, og så er her levende musik om lørdagen. Det er i modsætning til mange andre steder også muligt at få serveret alkohol.

Hvis I er flere afsted, og I bestiller forskellige typer retter, vil vi anbefale, at I beder dem servere retterne på samme tid.

Indonesien | Yogyakarta | Seværdighed

Smøgerne

Smøgerne i Yogyakarta

En af Yogyakartas helt store seværdigheder er efter vores mening de mange små smøger, der går på kryds og tværs mellem de større veje i hele byen. Det er her, folk lever og bor, og du kan få mange hyggelige oplevelser ved at gå på opdagelse i de mange smøger, som alle er forskellige.

Du føler dig i øvrigt altid velkommen, da alle hilser, når du går igennem.

Indonesien | Ubud | Restaurant

Tropical Restaurant

Tropical Restaurant

Vi vil helt klart anbefale restauranten Tropical, som ligger i Ubuds centrum, da det var her, vi fik den bedste mad under vores besøg i byen. Vi kan også anbefale et besøg i løbet af dagen, da det er et hyggeligt sted at sidde og følge med i Ubuds pulserende liv.

Servicen er også helt i top.