Recoleta
Det smukke område Recoleta ligger øst for lejligheden og kun to gader op. Vi bliver lidt overraskede, første gang vi går derop, da det viser sig, at vi skal op ad nogle af de stejleste gader i Sucre, så det bliver ikke til alt for mange besøg heroppe.
Når man har kæmpet sig op ad Dalence, kommer man til den kønne plads Plaza Pedro de Anzúrez, hvor der i den ene ende er en utrolig flot søjlegang, hvor man kan nyde udsigten over Sucre. Neden for søjlegangen ligger caféen Café Time & Coffee, hvor vi sidder et par gange og får en kold juice. I den anden ende af pladsen ligger klosteret La Recoleta og et museum, men da man kun kan besøge stedet med en guide, der taler spansk, springer vi det over. Når man står med ryggen til søjlegangen, ligger der på højre side en skole, så her er altid mange skolebørn, især omkring frokosttid. Til venstre går der en lille stejl brostensbelagt gade ned, hvor der ligger lidt boder, som sælger souvenirs, og lidt længere nede ligger museet Museo de Arte Indígena. Fortsætter man længere ned, kommer man til et lidt fladere stykke, hvor man kan dreje til venstre og komme ned til den øvrige del af centrum.
Hvis man går hen til klosteret og drejer til venstre, kommer man hen til et lille kapel, og her kan man gå ind i et lille lukket område med meget smalle gader, kaldet den hvide by. Gaderne hedder alle noget med en kat, f.eks. Den Sorte Kat og Den Hvide Kat, og her er rigtig kønt med alle de meget hvide huse. Går man endnu længere, kommer man til den afdeling af Coffee Bike, som Jens Peter besøger et par gange alene, hvor Hanne er blevet træt af bakker. Caféen ligger i underetagen af den meget smukke bygning Palacete del Guereo.