Familien
Hanne har to fætre i Sydney, som hun har glædet sig til at hilse på. Michael er gift med Lucinda, og ham har vi sidst hilst på i 1999 til en fødselsdag i København; han har været i Danmark flere gange som barn og ung. Thomas er gift med Kim, og han har kun været i Danmark én gang, i 1976 som fireårig.
Vi kommer til Sydney fredag den 9. februar, hvor Hanne og Michael taler sammen i telefon. Vi mødes med Michael og Lucinda dagen efter til middag på restauranten The Rice Den her i St Leonards og kører bagefter ned til Lavender Bay, hvor vi går en tur langs vandet og efterfølgende hen over Sydney Harbour Bridge, så vi kan se byen og ikke mindst Operahuset med lys på. Vi har en rigtig hyggelig aften.
Efterfølgende mødes vi med Michael til frokost på den lille lokale vietnamesiske restaurant Song Nhi, og vi bliver introduceret til det vietnamesiske køkken. Michael har kontor her i St Leonards, så det er et sted, han har været mange gange. Et par uger efter henter han os til frokost i det fri, så vi får mulighed for at hilse på hans to døtre Elly og Charlotte. Elly bor i Sydney og Charlotte i staten Queensland, men de har begge været til koncert i weekenden med Taylor Swift her i byen. En af Ellys veninder har efterfølgende fundet ud af, at hun er smittet med corona, så Elly er bange for at smitte og holder sig derfor i baggrunden. Efter en hyggelig frokost med fish & chips på græsset i Bayview Park, som ligger tæt på, hvor Michael og Lucinda bor, kører Michael en tur rundt i bydelen Greenwich, så vi kan se, hvor de har boet de sidste mere end 20 år.
Michael fylder 60 år søndag den 17. marts, og Hanne sender ham en fødselsdagshilsen på sms og spørger samtidig, om ikke vi snart skal mødes, da vi efterhånden kun har et par uger tilbage i Sydney, inden vi skal videre. Vi bliver inviteret til middag dagen efter hjemme, hvor de bor, og vi tager en bus derud, som kører næsten lige til døren. Det viser sig, at Lucinda og Charlotte er rejst til Europa på ferie, og at Michael skal mødes med dem i Paris om torsdagen, så det er i sidste øjeblik, at vi mødes igen. Vi får en rundvisning i huset, som ligger ned til vandet, og vi får champagne og ost, inden vi går til bords med oksesteg, rødvin og dessert. Michaels svigermor, som bor på samme vej, er også inviteret, men hun går hjem efter middagen, og vi får derefter heldigvis en god snak om Danmark og familien, inden han kører os hjem til St Leonards. Det er en rigtig god aften, og Hanne er lidt ærgerlig over, at vi ikke fik mere tid sammen.
Thomas og Kim har sommerferie, da vi kommer til Sydney, og rejser til Phuket i Thailand, men da vi kan se på Facebook, at de er tilbage igen, skriver Hanne til Thomas, og vi aftaler at mødes til frokost lørdag den 23. marts på Kirribilli Club. Det er et lidt pudsigt sted, men vi har nogle hyggelige timer og aftaler heldigvis at mødes igen lørdagen efter til en tur i byen.
Vi mødes i toget lørdag aften og kører sammen til bydelen Newtown, som er et rigtig hyggeligt område. Vi starter med en ølsmagning på Mountain Goat Newtown, hvor vi smager seks forskellige øl, og derefter får vi lækkert kød, bearnaisesauce og rødvin på Macelleria Newtown. Desserten tager vi på den tyrkiske isbar Hakiki Newtown, hvor Hanne også smager tyrkisk kaffe for første gang. Vi slutter en rigtig hyggelig aften af med gin & tonic på baren The Bank, inden vi følges ad hjem i toget. Det er ærgerligt, at vi snart skal videre, da vi sagtens kunne have mødtes til flere hyggelige ture i byen.