The Rocks
The Rocks er Sydneys ældste område, idet det er her, de første europæiske bosættere slog sig ned i 1788. Området ligger på en klippefyldt halvø, heraf navnet, hvor straffefanger og deres vagter først trådte i land og slog lejr. Det ligger vest for Circular Quay og Operahuset, og det strækker sig ind under Sydney Harbour Bridge, så de gange, vi spadserer sydpå over broen, kommer vi direkte til området, når vi går ned ad trapperne. Det er et forholdsvis lille område, men her er hyggeligt, så vi kommer her flere gange. Her er flere smalle stræder, souvenirbutikker, gallerier og restauranter, og vi spiser bl.a. frokost på en tysk restaurant, drikker en øl, besøger en af caféerne og køber flere souvenirs.
I weekenden er her marked i de smalle gader, som vi besøger en søndag eftermiddag, hvilket er meget hyggeligt. Vi kigger på alle boderne, køber noget fransk nougat med hjem og finder en café, som har lækre friskbagte scones.