Casa de la Libertad
Bygningen Casa de la Libertad ligger centralt på Plaza de Armas og huser et af Sucres vigtigste museer, idet det er dedikeret til at fortælle Bolivias historie. Det var tidligere et kapel, og det var her, den bolivianske uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1825. Det er en smuk bygning med flere flotte gårde, men man kan ikke gå rundt på egen hånd.
Vi tager på en guidet rundvisning, og selvom guiden godt kunne trænge til et charmekursus, bliver vi lidt klogere på Bolivias historie og de forskellige krige, bolivianerne har udkæmpet med deres nabolande. Vi ser den underskrevne uafhængighedserklæring og en række malerier af frihedskæmperne, som kæmpede mod spanierne. Vi hører bl.a. om den kvindelige frihedshelt Juana Azurduy de Padilla, som kæmpede for boliviansk uafhængighed sammen med sin mand og fik rang som oberstløjtnant. Hun blev kendt for sin stærke støtte til og militær ledelse af det oprindelige folk i Øvre Peru. Da vi bor i gaden, som er opkaldt efter hende, synes vi, det er meget sjovt. Vi besøger også en sal med portrætter af alle Bolivias præsidenter, og her står en meget stor buste af Simón Bolívar, der befriede Peru, Bolivia, Panama, Venezuela, Ny Granada og Ecuador fra det spanske herredømme og var Bolivias første præsident.