Det historiske centrum

Sucre kaldes for Den hvide by og er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, men i modsætning til Arequipa i Peru, som også kaldes for Den hvide by, må man må sige, at Sucre i den grad lever op til sit navn. Her er hvidkalkede bygninger overalt, og især kirkerne og de offentlige bygninger er så hvide, at man skulle tro, de bliver malet flere gange om året. Det ser i øvrigt ikke ud til at være det mest sikre arbejde at være maler her. Det er en utrolig smuk by at gå rundt i, selvom det er svært at vænne sig til, at man altid på et eller andet tidspunkt skal op ad bakke, hvilket kan være lidt hårdt i 2.800 meters højde.

Vores lejlighed ligger i udkanten af det historiske centrum i den sydvestlige ende, og når vi skal ind til den centrale del, går vi oftest fem gader ned ad Azurduy. Når vi kommer dertil, kan man dreje til venstre forbi den lille kønne plads Plaza Cochabamba, hvorefter man kommer til supermarkedet SAS, eller man kan dreje til højre forbi kirken Iglesia de San Felipe de Neri, hvorefter man kommer hen til byens centrale plads, Plaza de Armas 25 de Mayo, opkaldt efter den dato, hvor Bolivia opnåede sin selvstændighed. Det er en rigtig smuk plads med mange virkelig flotte bygninger rundt omkring, og her er altid mange mennesker og en frygtelig masse duer. Her er flotte træer og buske, flere små springvand og en statue af general Antonio José de Sucre i midten. Der går altid nogle kommunalfolk og arbejder, og alt er meget velholdt; det gælder i øvrigt alle pladser og parker i Sucre. Rundt om pladsen ligger bl.a. byens katedral, det lokale regeringskontor og ikke mindst Casa de la Libertad, hvor man opbevarer Bolivias underskrevne uafhængighedserklæring.

Fortsætter man i nordvestlig retning ad Aniceto Arce, kommer man ned til kirken Iglesia de San Francisco og den meget smukke plads Plazuela Santa Cruz, og derefter kommer Mercado Central inde til venstre. Går man længere, kommer man til gaden Venezuela, hvor det hele bliver lidt mere kaotisk og butikkerne lidt mere slidte, og derefter kommer man efter nogle gader til Mercado Negro.

Vælger man i stedet på Plaza de Armas at dreje nordpå ad Arenales, hvor vores bager ligger, kommer man ned til den smukke plads Plaza de la Libertad, hvor der står en obelisk og ligger et smukt lille hospital. Derefter kommer man ned til den lidt større park Parque Simón Bolivar, hvor Bolivias højesteret ligger i den sydlige ende. På den ene side af parken ligger der et område med spisesteder og legepladser, og i selve parken finder man Torre Eiffel, Sucres svar på Eiffeltårnet. Det ligner slet ikke Eiffeltårnet, selvom det faktisk er bygget af Eiffel. I området fra parken op til Plaza de Armas ligger der i øvrigt rigtig mange små advokatkontorer, hvor døren står åben, og de ligner slet ikke noget, vi ville opfatte som et advokatkontor.

Når vi skal hjem igen fra Plaza de Armas, vælger vi oftest at gå ad Audiencia, som efter et par gader skifter navn til Grau. Ved restauranten Bienmesabe drejer vi til højre ad Potosí og går to gader hen til Azurduy. Det er en mere behagelig vej at gå, da det kun er hver anden gade, der går stejlt opad, så man kan puste ud indimellem. Gaden Bolivar, som går parallelt med Potosí to gader længere nede, går vi ad, når vi skal have fornyet vores visum eller skal besøge restauranten Florin.

Jens Peter går flere ture alene, hvor han kommer et pænt stykke uden for det historiske centrum, og her er byen ikke altid lige pæn.