Uyuni og Cementerio de Trenes

Onsdag den 7. juni er det Hannes 60-års fødselsdag, og vi bliver hentet af vores guide Mike kl. 7.10 – vi trækker det lige 10 minutter, så vi kan nå en lille smule morgenmad. Fra Sucre er der tre timers kørsel til byen Uyuni, og vi kører igennem et rigtig flot landskab med flotte bjerge, kaktusser og mange lamaer. Her er smukt, men vi vælger nu ikke at gøre holdt, da det minder meget om det landskab, vi kørte igennem i Peru.

Vi kommer frem til byen Uyuni, som ifølge vores guide alene er blevet bygget grundet de mange turister til den nærtliggende saltslette, Salar de Uyuni. Det er dog noget nær den grimmeste by, vi nogensinde har set, med faldefærdige huse, dårlig eller manglende belægning på vejene og affald smidt midt i byens vejkryds. Vi fortryder bagefter, at vi ikke gjorde holdt, så vi kunne have taget nogle billeder, for det kan slet ikke beskrives, hvor trøstesløs en by det er.

I stedet kører vi ud til byens eneste seværdighed, Cementerio de Trenes, som er en togkirkegård med gamle lokomotiver. De fleste af togene her kan dateres tilbage til det tidlige 20. århundrede og blev importeret fra Storbritannien. Uyuni var oprindeligt bestemt til at blive en vigtig togdestination, der skulle forbinde en række byer, men disse planer blev aldrig til noget, bl.a. fordi mineindustrien mistede momentum. Togene er usædvanligt nedslidte på grund af blandingen af salt og stærk vind, og nogle af dem er ret flotte, men besøget er nu hurtigt overstået, for man har ikke gjort meget for at få penge ud af turisterne. Man kan ikke købe nogen souvenirs, her er ingen toiletter, og det koster ikke noget at komme ind. Der er heller ikke anlagt en sti fra parkeringspladsen ind til togene, så man skal op over en lille skrænt og krydse jernbanesporet, så det er da godt, at man ikke er i kørestol eller har barnevogn med.