Daglige indkøb
Supermarkedet Super Abasto Sur – i daglig tale SAS – ligger fem gader ned fra lejligheden, og det er her, vi gør vores daglige indkøb. De har et ganske pænt udvalg af varer, og vi finder bl.a. et par udmærkede oste til vores morgenmad. Slagterafdelingen sælger stort set kun fjerkræ og oksekød, så til aftensmad ender vi oftest med at lave grøntsagssuppe, gryderet med ris, tacos samt spaghetti og kødsovs. Det passer også bedst med de gryder, der er i lejligheden, da der ikke er nogen store pander. Det eneste svinekød, vi kan finde i supermarkedet, er frosne koteletter; vi spørger efter hakket svinekød, men det kan de ikke hjælpe med. Kødet er i øvrigt billigt, da hakket oksekød i den bedste kvalitet koster 45 kr. for et helt kilo.
Der ligger en lille café i forbindelse med SAS, og her tager vi ofte en kaffe og en croissant, inden vi handler. Vi tager altid en taxa hjem, da det går op ad bakke hele vejen, og da vi ofte køber en stor dunk vand med 5 liter. Vi har en stor 20-liters dunk stående i køkkenet, men Hanne foretrækker at have vand liggende på køl. Taxaerne holder ofte udenfor, eller også kommer der en meget hurtigt. Turen hjem koster kun 10 kr.
Brød køber vi hos bageren Paradiso, og de gange, hvor de ikke har fået bagt, køber vi brød hos den lille bager La Martina, der ligger lige over for den franske restaurant La Taverne; på et tidspunkt finder vi ud af, at bageren og restauranten har samme ejer. Grøntsager køber vi på Mercado Central til meget billige penge.