Museo Andes 1972
Museo Andes 1972 er et lille museum i det historiske centrum, der fortæller historien om flyet, der styrtede ned i Andesbjergene i 1972, og hvor det lykkedes 16 mennesker at overleve i 72 dage. Da vi kommer ind ad døren, bliver vi modtaget af museets daglige leder, som bliver meget begejstret, da han finder ud af, at vi kommer fra Danmark. Han er født i Aabenraa, men taler ikke dansk, da hans forældre satte ham i tysk skole, da de flyttede tilbage til Montevideo. Han har dog sørget for en dansk version af den lille introduktion til museet, som man kan læse ved indgangen.
Som det første bliver vi vist ned i kælderen, hvor vi ser en lille film om, hvad der skete, da flyet styrtede ned den 13. oktober 1972. Flyet, der skulle fra Montevideo til Santiago de Chile, havde 45 passagerer og besætning om bord, inklusive 19 medlemmer af et lokalt highschool-rugbyhold. Grundet dårligt vejr havde man en mellemlanding i Mendoza, og da man fortsatte flyvningen, troede andenpiloten på et tidspunkt fejlagtigt, at flyet havde nået Curicó, hvor flyet ville dreje for at gå ned i Pudahuel Lufthavn. Han bemærkede ikke, at instrumentaflæsninger viste, at han stadig var 60-70 km fra Curicó. Flyet ramte et bjerg og klippede begge vinger og halepartiet af, og den resterende del af flykroppen gled ned ad en gletsjer. Tre besætningsmedlemmer og ni passagerer døde øjeblikkeligt, og flere døde kort efter på grund af de kolde temperaturer og deres kvæstelser. Vraget var placeret i en højde af 3.570 meter, og temperaturen nåede til tider ned på -30 grader.
Myndighederne fløj over ulykkesstedet flere gange i løbet af de følgende dage og ledte efter flyet, men kunne ikke se det hvide skrog mod sneen. Man indstillede eftersøgningen efter otte dage, hvilket de overlevende kunne høre over flyets radio. I løbet af de følgende 72 dage døde yderligere 13 passagerer, dels fordi de blev ramt af en lavine, dels af kulde og sult. Da vejret blev bedre, besteg to overlevende, Nando Parrado og Roberto Canessa, en 4.650 meter høj bjergtop uden udstyr og vandrede 61 km i 10 dage ind i Chile for at søge hjælp. Den 23. december 1972, to måneder efter styrtet, blev de sidste af de 16 overlevende reddet.
Historien er efterfølgende blevet skildret i bøger og på film, hvor man har fortalt, hvordan de overlevede ved at spise deres døde medpassagerer, men det er ikke den historie, som museet her ønsker at fortælle. Museets daglige leder har været nabo til en af de overlevende, og han vil gerne fortælle om det mod og den styrke, det har krævet at overleve i 72 dage under ekstreme forhold. Efter vi har set filmen, går vi rundt på museet, og han kommer flere gange hen til os for at uddybe nogle af de ting, vi kigger på. Det er et interessant museum og ikke mindst en meget dedikeret daglig leder.
