Colonia del Sacramento

Montevideo til Colonia del Sacramento

De fleste af Uruguays seværdigheder finder man i Montevideo, men et besøg i byen Colonia del Sacramento fremhæves også. Vi booker en tur gennem Viator.com torsdag den 22. september, bliver hentet hjemme på adressen om morgenen og kørt hen til en stor turistbus, hvorefter der er opsamling rundt om i byen. Vi er de eneste engelsktalende ud af de godt 40 deltagere, men guiden Marcelo er sød til at komme ned til os og oversætte, hver gang han har holdt et længere foredrag.

Inden vi når frem til Colonia, gør vi holdt ved Granja Colonia, som er et stop, der vist kun er lagt ind for at få turisterne til at købe noget. Her er et lidt ligegyldigt kuglepens- og nøgleringsmuseum, og så er der mulighed for at købe oste og marmelader. Det mest interessante er nogle gamle biler, som står på en mark ved siden af.

Vi kører en tur rundt om den gamle tyrefægterarena, inden vi endelig når frem til den historiske bydel, som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Colonia del Sacramento blev grundlagt i 1680 og er dermed en af Uruguays ældste byer; vi starter med en kort guidet gåtur, hvorefter vi har nogle timer på egen hånd. Vi spiser frokost på en lille italiensk restaurant, som guiden anbefaler, og nyder, at solen skinner, og at vi kan sidde udenfor. Derefter går vi rundt i de små hyggelige gader og tager en masse billeder; byen ligger ud til Río de la Plata, direkte overfor Argentinas hovedstad Buenos Aires, som vi svagt kan skelne i horisonten. Inden vi skal retur til Montevideo, er der lige tid til en kop kaffe på en lille café.

Vi er enige om, at vi har haft en hyggelig dag, men der har nu ikke været så meget guidet tur over det. Selvom guiden Marcelo har været fin nok, havde vi nok fået ligeså meget ud af det, hvis vi havde taget en almindelig bus, og der havde været knap så meget spildtid.