Den offentlige transport
Melbourne har verdens største sporvognsnet, og vi lærer hurtigt at benytte byens sporvogne, da vi bor inden for den zone, hvor det er gratis at køre. Denne zone går fra Spring Street i øst til området Docklands i vest og fra Flinders Street, hvor vi bor, i syd til Queen Victoria Market i nord. Det betyder, at man kan hoppe af og på uden nogen form for ind- eller udtjekning, hvilket gør det utrolig nemt og fristende at tage en sporvogn.
Vi har et stoppested lige uden for opgangen, hvor sporvognene, der kører hen ad Flinders Street, holder, og dem tager vi ofte hen til Elizabeth Street, da man her kan skifte til en sporvogn, der kører op til Queen Victoria Market. Hvis vi drejer til venstre, når vi kommer ud af vores hoveddør, er der et stoppested lige rundt om hjørnet for de sporvogne, der kører op ad Spencer Street og derefter drejer hen ad enten Collins Street eller Bourke Street, så dem bruger vi også en del. Vi får rimelig hurtigt styr på, hvor de forskellige linjer kører hen, og hvor vi kan skifte til en anden linje.
Da vi ikke helt har overblik over gratiszonen, lige da vi er kommet, køber vi et myki-kort og fylder 20 dollars på hver. Vi tjekker fejlagtigt ind i gratiszonen, og der går et eller andet galt, for da vi på et senere tidspunkt har brug for at tjekke ind uden for zonen, får vi at vide, at der ikke er flere penge på. Vi vælger at køre sort denne ene gang og holder os derefter inden for gratiszonen.