Paris Cat Jazz Club
Paris Cat Jazz Club er et lille spillested, som ligger på Goldie Place, en sidegade til Little Bourke Street. Når man kommer ind, er der en trappe ned til et koncertlokale i kælderen, og går man en etage op, kommer man til en bar, hvor man også kan få lidt at spise. Går man endnu en etage op, er der endnu et koncertlokale. Der er altid koncert i begge koncertlokalerne, dog lidt forskudt, og begge steder er der tale om små intime steder med stole og små borde og en bar langs den ene væg. Vi er til to koncerter og besøger begge lokaler.
Vi har, inden vi kommer til byen, fundet stedet online og har købt billetter til den første koncert, da det ser ud til, at der hurtigt bliver udsolgt. Lørdag den 13. januar er vi inde at høre koncerten “The A List”, der er en hyldest til Aretha, Alicia, Amy og Adele. Sangeren hedder Elly Poletti, og det er en rigtig god oplevelse; vi nyder en gin & tonic, mens vi lytter til musikken.
Fredag den 26. januar tager vi derind igen for at høre Craig Smith Quintet give den gas med alt det bedste af Billy Joel, som Jens Peter altid har været fan af, og som var den musik, vi lyttede til, da vi mødte hinanden. Vi tager lidt at spise i baren inden koncerten og drikker et glas vin, mens vi nyder den gode musik. Det er en virkelig god koncert.
Paris Cat Jazz Club er et fantastisk sted med mange spændende koncerter, og hvis vi var blevet i Melbourne, var vi bestemt vendt tilbage mange gange.