Fra Batesman Bay til Sydney
Næste morgen spiser vi morgenmad på Se7en Cafe, som vi nu ikke er specielt imponerede over, hvorefter vi kører direkte til Sydney. Det er heller ikke på denne tur lykkes os at se kænguruer, bortset fra en enkelt, der er blevet dræbt i trafikken. De advarer ellers om det så mange steder, men det skal åbenbart ikke være så nemt.
Vi har været lidt spændte på den sidste del af turen, da vi skal køre hele vejen gennem Sydney, eftersom vores lejlighed ligger nord for centrum. Det går dog over al forventning, trafikken glider, og vi kører direkte til lejligheden. Vi har undervejs givet besked om, at vi regner med at ankomme kl. 13.30, og vi mødes som aftalt og får udleveret nøglen. Vi kommer op med al bagagen og kører derefter op med bilen efter at have fyldt benzin på. SIXT har et kontor tæt på, så vi kan gå tilbage til lejligheden på 20 minutter. Det er fredag den 9. februar 2024, og vi kan tage hul på vores otte uger i Sydney.