Comuna 13

Comuna 13 er den mest besøgte “turistattraktion” i Medellín; før pandemien var der 3.000 besøgende hver dag og 10.000 om dagen i weekenden. Der er masser af guidede gåture, og folk kommer primært for at høre om områdets historie og se den flotte graffiti og områdets gallerier. 

Vi booker en tur gennem Viator.com og får at vide, at turen gennemføres af SAG Tour, og at guiden Luís vil hente os ved metrostationen San Javier. Vi tager fra metrostationen med en metrobus op til deres kontor, hvor vi venter på to andre, som skal med, men de dukker ikke op. Vi ender med at gå uden dem, og Luís starter med at fortælle om Comuna 13’s historie.

Comuna 13 består af 21 områder, hvoraf de 19 er anerkendt af bystyret, mens de sidste to mere er at betragte som slumområder, hvor folk har slået sig ned uden tilladelse. Der bor ca. 140.000 mennesker i Comuna 13, og det er det område i Medellín, der har den største andel af sorte. Til trods for at comunaen har løftet sig, er der stadig megen fattigdom, hvilket også er tydeligt at se, når man går rundt.

Det er ikke mange år siden, at Comuna 13 blev betragtet som det farligste område i Medellin, som i sig selv var en af de farligste byer i verden. I 1980’erne og 1990’erne blev comunaen drevet af voldelige narkoorganisationer, der brugte de fattige, spredte bebyggelser på bjergskråningerne som transitrute ind og ud af byen. Det var absolut ikke et sted for turister, og mange lokale var ikke meget for at indrømme, at de boede i denne fattige del af byen, da det gjorde det praktisk talt umuligt at få arbejde nogen steder. Området var kendt for bandevold, politiangreb, karteller og ulovlig handel med narkotika, og to af de blodigste militære operationer i byen fandt sted her.

Efter Escobars død har bydelen været i en meget positiv udvikling, og i dag er man stolt af at bo her, og ny infrastruktur som svævebane og ikke mindst seks udendørs rulletrapper har gjort livet i Comuna 13 meget lettere for både beboere og turister. Vi besøger et af gallerierne, hvor Hanne køber en t-shirt, ser mange af de flotte vægmalerier og tager rulletrappen hele vejen op. Vi besøger også en af caféerne, hvor vi får en af deres specialiteter, som er kold kaffe med citron – den smager dejligt frisk.

Luís er en god guide, som hilser på rigtig mange, da vi går rundt, og vi har nogle hyggelige timer. Vi slutter af med en is nede på kontoret, hvor vi får at vide, at de to, der skulle have været med på turen, tog en Uber, som desværre var involveret i en trafikulykke på vej hertil.

Lige inden vi forlader Medellín, besøger vi igen Comuna 13; denne gang på egen hånd. Vi tror, at vi har styr på at tage en metrobus fra stationen, men den kører en helt anden vej, og vi aner slet ikke, hvor vi er. Bussen stopper pludselig, da vejen ikke går længere, og alle står af. Chaufføren peger ligefrem, men vi er lidt skeptiske og ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre. Det viser sig imidlertid, at så snart vi er kommet et lille stykke op, kan vi kende stedet; vi er bare blevet kørt op til toppen af rulletrappen i stedet for i bunden. Vi går lidt rundt de samme steder som sidst; sætter os og får en øl, da det begynder at regne; og slutter også denne gang af med en citronkaffe.