Muzium Kesenian Islam og Masjid Negara
Muzium Kesenian Islam, der ligger vest for Chinatown, skulle være Kuala Lumpurs flotteste museum, så det besøger vi naturligvis. Vi vælger at gå derud, og der er lidt længere, end vi havde regnet med, så vi nyder at komme ind i den kølige bygning.
Muzium Kesenian Islam er et stort museum i flere etager med islamisk kunst. Her er mange flotte ting og en hel afdeling med modeller af nogle af verdens smukkeste moskeer, men vi synes nu, at selve bygningen er det mest imponerende, da her er flere rigtig smukke kupler. Vi slutter besøget af i deres meget gammeldags restaurant, hvor vi får en kage og noget koldt at drikke, og runder også lige museumsbutikken, som dog er lige religiøs nok for os.
Vi går derefter over gaden for at besøge Masjid Negara, der er Malaysias nationale moske, og hvor der er plads til 15.000 mennesker. Vi bliver iklædt tøj, der dækker arme og ben og for Hannes vedkommende også håret, og med en temperatur på 33 grader bliver det hurtigt meget varmt. Vi sætter skoene og går ind på det flotte område, og her er et imponerende stort bederum, hvor folk sidder i rundkreds og hygger sig. Kvinderne har selvfølgelig deres eget område, hvor vi ikke må komme ind.
Efter to besøg med fokus på den muslimske del af Malaysia går vi hele vejen hjem igen, dog med et enkelt stop i Chinatown for at få noget koldt at drikke.