Udflugt til Itu
Indaiatuba har som sagt ikke de helt store seværdigheder at byde på, men Niels har fundet ud af, at nabobyen Itu er et besøg værd, så vi bliver hentet en onsdag morgen kl. 8.30. Første besøg er på Fazenda do Chocolate, en chokoladefarm lige uden for Itu. Det er et hyggeligt område med påfugle, geder, køer, lamaer og andre dyr, og så er her heldigvis også en legeplads, og så er Cecilie jo glad. Der er ikke så mange aktiviteter her midt på ugen, men vi hygger os, og det lykkes også at få dem til at åbne chokoladebutikken, efter vi har banket på. Vi får en masse smagsprøver og køber lækkert chokolade med hjem. Efter en kop kaffe, som bliver lavet på den gammeldags måde, kører vi ind til byen Itu.
Itu er kendt for at lave mange ting i overstørrelse, og vi går op på et torv, hvor de har en kæmpe telefonboks. Vi kommer også forbi en butik, som sælger store ting, og Cecilie passer lige ned i en sko. Det er blevet tid til frokost, og vi kører ud til et sted, som Niels og Celine er blevet anbefalet, og som er kendt for deres culotte. Det er et lidt pudsigt sted, men maden er fin. Det begynder så småt at regne, da vi er færdige med at spise, og vi kører tilbage til Indaiatuba, selvom Cecilie vist godt kunne have brugt lidt mere tid på legepladsen.