Brasilien og Indaiatuba
Brasilien er Sydamerikas største land og det eneste land, hvor man taler portugisisk. Landet har ca. 210 mio. indbyggere, hovedstaden er Brasília, og det ligger ud til Atlanterhavet i øst og grænser op til alle øvrige sydamerikanske lande, undtagen Chile og Ecuador.
Vi har været tre uger i Brasilien i 2003, da vi besøgte Hannes bror Niels, og har, da vi tager på vores Verdenstur, ikke planer om at besøge landet igen. På det tidspunkt bor Niels med sin kone Cilene i Helsingborg i Sverige, og de har lige fået en lille datter, Cecilie, som er tre måneder, da vi tager af sted. De flytter dog tilbage til Brasilien i 2021 til byen Indaiatuba lidt nord for Sâo Paulo, og da Cecilie fylder tre år i august, tager vi et stop her på 14 dage på vej til Montevideo i Uruguay.
Indaiatuba har et indbyggertal på ca. 256.000, og den ligger nr. 1 på listen over de bedste 100 byer at bo i i Brasilien. Niels og Cilene har netop valgt at bosætte sig her, fordi byen er kendt for at være meget sikker og have gode skoler, og så har den samtidig en passende størrelse og er også tæt på São Paulo, hvor Cilene har familie. Byen ligger i et tropisk klima og har generelt høje temperaturer det meste af året. Vi er her i august, som er en vintermåned, og vi oplever temperaturer fra 17-28 grader i dagtimerne og både blæst og lidt regn. Det er bortset fra en halv times støvregn i Peru den første regn siden starten af januar for vores vedkommende.