La Hacienda

Vi besøger La Hacienda en enkelt gang inden lockdown og får en mojito – den er ikke specielt god, og menukortet ser lidt kedeligt ud, så vi bestemmer os egentlig for, at vi ikke vil tilbage.

Da de andre restauranter lukker, og vi finder ud af, at La Hacienda har åbent hver dag, beslutter vi os for at give dem en chance til. Vi starter med et par øl – Victoria Frost – og første gang, vi spiser, tager Hanne en BLT, da hun stadig er lidt usikker på deres køkken. Det smager fint, så vi begynder at komme flere gange om ugen.

De har en hyggelig terrasse, og i starten sidder vi længst ud mod gaden. Vi finder nu hurtigt ud af, hvorfor de andre hvide sidder inde ved muren; man slipper for alle tiggerne, så vi rykker også ind. Vi begynder at hilse på nogle af de andre, bl.a. Russell, og det er dejligt at sidde og følge med i den ofte livlige trafik – så sker der da lidt andet end at sidde hjemme i huset. Der kommer ofte forskellige sælgere, da de finder ud af, at det er et af de steder i byen, hvor der er folk, efter at Calzada stort set er lukket ned. Der kommer også nogle musikere, som hver gang spiller et par strofer, indtil man siger nej tak – et par enkelte gange er der nogen, der betaler for musik, men det sker heldigvis ikke for tit, for de spiller meget højt og ikke specielt godt. Det værste er, når ham, vi kalder blokfløjtemanden, kommer, da han spiller den samme irriterende melodistump hver gang og hele tiden.

Vi bliver hurtigt stamkunder, og der går ikke lang tid, før den ene tjener stort set har sat to Frost på bordet, inden vi sætter os. Vi begynder også at prøve de andre ting på menukortet og synes egentlig, at det er ganske udmærket til prisen – vi er også ved at være trætte af takeaway. Vi får ofte quesadillas, som vi bliver glade for, men også indimellem en steak med lidt salat, kartoffelmos og sovs.

Der er for det meste fire på arbejde. Kokken er en ikke så køn kvinde, som for det meste bliver afleveret på cykel af sin mand – de er meget glade for hinanden. Der står en rigtig sød pige bag skranken, som tager sig af drikkevarer og betaling – hende bliver Jens Peter lidt glad for. Og så er der Frank og Edgar, der serverer, og som er en væsentlig grund til, at man føler sig så godt tilpas og kommer tilbage.

De er meget forskellige, men har det godt med hinanden, og de virker altid, som om de er glade for at være på arbejde – der er ingen af dem, der kan ret meget engelsk, men vi lærer hurtigt at sige “dos más”, og så står der straks to Frost på bordet. Vi ved ikke så meget om dem, men ifølge Karl Heinrich er de begge i 40’erne, Frank er single og fra Costa Rica, og Edgar er fraskilt og fra Granada. Frank er meget charmerende, synes måske især Hanne, og når der kommer et musiknummer, som han er specielt glad for, både danser og synger han. Edgar er en lille smule skør, lader altid, som om han er bedre til engelsk, end han egentlig er, og elsker at drille stamkunderne – især Russell og Karl Heinrich. Karl Heinrich synes ikke altid, at det er lige sjovt, men han kan nu godt lide at føle sig som en ven af huset. Frank er lidt konfliktsky og er ikke så god til at få tiggerne væk, hvis de bliver lidt for nærgående, så det lader han Edgar om. Er Edgar ikke på arbejde, tager pigen bag skranken affære.

Efter et stykke tid finder vi ud af, at ejeren hedder Ivo – han er fra Holland og er midt i 30’erne. Han er en lidt pudsig, lidt kejtet type, som man ikke rigtig kommer ind på livet af, men vi bliver da venner på Facebook. Han er der stort set hver aften, hvor han sidder indenfor og arbejder – han ekspederer ikke, men kommer ofte med varer og kan også godt tage bilen, når der skal bringes mad ud. Vi forstår ikke, at han ikke bruger bare lidt penge på at friske restauranten op, da især toiletterne trænger til en kærlig hånd.

Ivo gør meget for at få de lokale til at komme på La Hacienda, så det ikke kun er et sted for de hvide i byen, og han gør også meget for lokalsamfundet. På et tidspunkt har han givet nogle unge mennesker lov til at lave en video til et skoleprojekt – Ivo får lidt reklame, og Karl Heinrich, Jens Peter og jeg kommer på en video, der bliver lagt online. Ivo er også formand for en organisation, der hedder Activo 20-30 Granada Internacional, og som hjælper de dårligt stillede børn i byen. Han er meget aktiv og forsøger at samle penge ind til organisationen ved bl.a. at sælge t-shirts på La Hacienda.

Da restauranterne i byen begynder at åbne igen, spiser vi der ikke så tit mere, da maden er bedre de andre steder, men vi bliver ved med at komme forbi til en øl eller en drink og mødes indimellem med Karl Heinrich eller nogle af de andre. La Hacienda vil være et af de steder i Granada, som vi ikke glemmer, da vi kom i kontakt med så mange mennesker.