La Colonia
De fleste supermarkeder i Granada er ejet af Walmart, men La Colonia er nicaraguansk, og det er også langt den pæneste forretning, synes vi, så det er der, vi handler. Den ligger i et lille center, men der er flere af de andre forretninger, der er lukkede. I starten går vi derop to gange om ugen – en tur på ca. 10-15 minutter – men efter vi begynder at hente vand hos Super Express, går vi typisk kun derop om mandagen.
Vi går ud og spiser morgenmad, når Maria kommer, og så går vi derop via Calle Atravesada, som er en rigtig pæn vej med træer i midten. Vi drejer til venstre af Calle La Inmaculada – en af hovedvejene i byen – og forbi Parque Sandino. På denne strækning er der altid frygtelig varmt, så vi er helt gennemblødte, når vi når frem. Vi køber typisk morgenmad, mælk, toiletpapir, myggebalsam m.m., og så køber vi to ting, som Nicaragua virkelig er kendt for, og som virkelig er godt – kaffe og deres rom Flor de Caña.
Når vi går hjem igen, går vi typisk ned ad en lidt mindre vej, hvor vi kommer forbi, hvad vi tror, er en form for socialkontor, hvor der ofte er især ældre mennesker udenfor. Derefter kommer vi igennem en smal gade, der ser lidt fattig ud, med høns, løse hunde og indimellem heste, som går og græsser. Lige inden vi er hjemme, kan vi se ned på floden, men i den tid, vi er der, kommer der aldrig rigtig noget vand i. Det er vores indtryk, at mange mennesker smider deres affald derned, og ofte ser vi både mennesker, heste, geder og hunde, som leder efter noget at spise – det er trist at se på.