Universal

Universal er en café, der ligger på Rúa San Andrés, og som vi typisk kommer forbi, når vi er på vej hjem fra den store Gadis. De har et hyggeligt område med borde og stole ude på fortorvet, og det er et populært sted med mange stamgæster. Så længe det stadig er solskinsvejr, sætter vi os ofte ned udenfor og får en øl eller et glas Albariño, og da det bliver lidt køligere, rykker vi indenfor, hvor de også har et hyggeligt lokale med en lang bardisk til venstre. På det tidspunkt har vi fået smag for den lokale gin, så vi tager en gin og tonic et par gange, og de sidste par gange prøver vi en vermouth, som vi bliver anbefalet. Vi får en sjælden gang også en kop kaffe.

I starten bliver vi oftest ekspederet af en mand, men da vi rykker indenfor, er det for det meste en kvinde, der er på arbejde, og hun er ganske underholdende og kan godt huske, at det er den galiciske gin, vi gerne vil have. Hun hælder også lidt ekstra op, da hun kan forstå på os, at vi ikke synes, det er nok, selvom vi siger det på dansk. Hun er altid i godt humør, snakker med alle og danser også lidt indimellem – hun er bestemt medvirkende til, at vi godt kan lide at komme der.