Dagen, hvor de lukker ned
Fredag den 6. november sørger vi for at besøge så mange steder som muligt, så vi har lidt at stå imod med de næste fire uger. Vi starter med frokost på et lille lokalt sted, Vermutería Martínez, hvor vi ikke har været før, og vi får blåmuslinger og små grillede sardiner samt et glas hvidvin. Da solen skinner, går vi derefter ned i lystbådehavnen, hvor vi sidder udenfor hos Farggi og får et glas hvidvin, og derefter går vi op til Universal til en gin og tonic. Om aftenen starter vi med et glas vin hos O Viñedo de Tito; det er stadig lunt, så vi står ude på gaden. Der er efterhånden godt fyldt i gaderne, da vi ikke er de eneste, der vil benytte lejligheden til at komme ud, inden de lukker ned, men vi får bord et sted, hvor vi ikke har været før, Alma Negra. Maden er o.k., men der er udsolgt af en del, da de selvfølgelig ikke har købt alt for mange varer hjem. Vi går hen på Malte kl. 22.30 og når en stout, inden vi skal være hjemme kl. 23. Der er rigtig mange folk på gaden, så vi tvivler på, at alle er nået hjem i tide.
De fire uger med nedlukning går hurtigt, og vi laver en del mad derhjemme. Vi henter pizza et par gange hos Saporita, pasta og lasagne hos Enzo’s og sushi hos Ginza, og en enkelt gang henter vi en burger, men det bliver ved den ene gang, da det er den værste burger, vi nogensinde har fået. De fleste restauranter har lukket helt ned, så der er ikke mange muligheder for takeaway. Om eftermiddagen sætter vi os et par gange ned i lystbådehavnen på en bænk med enten takeaway kaffe eller en sodavand.