Dagen, hvor de åbner igen
Det viser sig heldigvis, at det bliver ved de fire uger, så fredag den 4. december åbner alle igen, og det skal fejres. Vi starter med en stout på Malte og får derefter en gang blæksprutter og et glas hvidvin på Mesón El Serrano. Så går vi nogle få meter hen til VinoPremier, hvor vi får endnu et glas hvidvin, inden vi går på Entre Bateas for at få de gode muslinger og rejer samt naturligvis et par glas hvidvin. Derefter kan vi godt mærke, at vi må holde en lille pause, så vi tager en kop kaffe på Universal, inden vi tager ned på Café Cantante, hvor vi får et par øl.
Den 4. december er også dagen i A Coruña, hvor julelysene bliver tændt i byen på Praza de María Pita, så det skal vi naturligvis se. Vi slutter dagen af med lidt tapas og et glas hvidvin på Victoria og når også endnu en stout på Malte, inden vi skal hjem i seng.