Ankomst

Vi lander i Bariloche lufthavn onsdag den 11. januar 2023 omkring kl. 13.30. Da vi først kan komme ind i lejligheden kl. 15.00, sætter vi os i en café i lufthavnen og får lidt koldt at drikke, indtil vi en times tid senere tager en taxa ind til byen; en tur på knap en halv time, som i øvrigt er noget dyrere, end vi har været vant til i Buenos Aires.

Vores vært Mariana kommer sammen med et par unge piger kl. 15.00 og lukker os ind i lejligheden, og vi får udleveret vores nøgle. Mariana taler ikke engelsk, hvilket er grunden til, at hun har taget et par hjælpere med, men det er der nu ingen grund til, da der ikke er så meget at forklare. Det er i øvrigt den eneste gang, vi ser hende, for da vi rejser, afleverer vi nøglen i et nøgleskab ude på gaden.

Vi går ned til Cervecería Bachmann, hvor vi spiser frokost, hvorefter vi går hjem og får pakket lidt ud. Om aftenen mødes vi på restauranten La Marmite med vores vært fra Montevideo, Rodrigo, der er på ferie i Bariloche.