Spangalang Brewery

Five Points var tidligere et vigtigt centrum for jazz, både i Denver, men også i USA i det hele taget, og spangalang var navnet på en jazzrytme. Bryggeriet åbnede i 2015 og blev grundlagt af en tidligere chefbrygger fra Great Divide, Taylor Reese (som har virkelig store tænder), og to andre kolleger derfra, og de skiftes stadig til at stå bag baren sammen med yderligere et par stykker, bl.a. Derek, som Hanne synes, er lidt sød, selvom vi nu aldrig får snakket med ham. En af medejerne er efter vores mening lidt for glad for at smage på det, der er i hanerne, da han stort set er der altid sammen med sin kone og to små børn, hvoraf den ene stadig bliver ammet, hvilket ikke får dem til at holde sig tilbage. Vi møder dem også med børn på Our Mutual Friend på et senere tidspunkt. 

Spangalang bliver det tætteste, vi kommer på et stamsted, da de ligger så tæt på, hvor vi bor – seks minutter på gåben – og det virker også meget lokalt i forhold til bryggerierne på Larimer Street, hvor det måske er lidt mere hipt at komme. Indimellem er der desværre meget få folk, og det er egentlig lidt trist, da de burde kunne trække flere folk til, da øllen er god, og de har mange arrangementer. Jens Peter bliver meget glad for deres sour, der hedder Birth of Cool, og Hanne drikker oftest deres stout Nightwalker. Deres koncept er rimelig fast, da de har open mic om mandagen, levende musik om onsdagen med bandet The Gabriel Mervine Quartet og quizaften om torsdagen. Vi er der flere gange både mandag og onsdag, men kun en enkelt gang om torsdagen, da vi ikke rigtig har forudsætningerne for at gætte med – der er til gengæld mange mennesker. Alle arrangementer varer i øvrigt fra kl. 19-21. Vi køber billetter til et arrangement lige før jul med en lokal teatertrup, der opfører et dickensk juledrama, hvor vi får udleveret hatte og andre rekvisitter – det er sjovt, men vi får nu ikke fat i det hele.

Vi kommer som sagt flere gange om mandagen til open mic – det er et midaldrende ægtepar, der står for det, og de bemærker hurtigt, at vi kommer flere gange, og hilser på os – ellers er det mest deltagerne og deres pårørende, der kommer. Det er lidt en blandet fornøjelse, da der er nogle virkelig dårlige indimellem, men de må heldigvis kun optræde med tre numre hver. Der er en fyr med guitar, som vi kalder jøden, da han altid har nogle meget lange religiøse indledninger, og han er meget vedholdende og dukker op hver gang – desværre er han meget kedelig. Langt de fleste optrædende er mænd i 40’erne eller ældre med en guitar, som synger folkemusik, og en aften er der en fyr, der umiskendeligt ligner John Lennon. To gange kommer der en rapper – den ene har hele familien med, og de ligner nogle, der kommer direkte fra en hvid trailer park og lugter frygtelig af cigaretter, men de er meget søde og vil gerne snakke med os. Den anden er en farvet fyr, som er der med sin kæreste – han er prototypen på et bandemedlem med masser af tatoveringer, men han er meget smilende og egentlig ret god.

Højdepunktet på disse aftener er, når en ældre fyr med guitar er der med sin kæreste Marina, for hun kan virkelig synge – de beder altid om at komme på til sidst. De virker meget forelskede, og hun lader altid ham lægge ud, da hun hurtigt stjæler billedet, når hun begynder at synge. Når de slutter af med at synge Shallow, vågner hele lokalet op, og aftenen har pludselig været rigtig god.

Bandet The Gabriel Mervine Quartet er ret gode, når de rigtig giver den gas, og Gabriel Mervine, som spiller trompet, er dygtig. Lidt uretfærdigt vidste vi ikke helt, hvad vi skulle mene om bandet de første par gange, da den unge fyr, der spiller keyboard, er ret nørdet at se på og en meget atypisk jazzmusiker som type, men han er faktisk dygtig og meget dedikeret.