Vores dagligdag
Vi falder meget hurtigt til både i vores lejlighed og i Christchurch, som er en meget nem by at bo i. Der er et stort udbud af både restauranter, caféer og barer, og vi får besøgt en del, men får også lavet meget mad hjemme. Når man ser bort fra Porto under lockdown, er Christchurch nok den by, hvor vi har lavet mest mad, og vi får ovenikøbet bagt kanelsnegle et par gange. Vi har et rigtig godt køkken, og supermarkedet har et godt udvalg af varer, så det er nemt at købe ind, og det hjælper også, at de har mange af de ting, vi kender fra Danmark. Vi handler typisk et par gange om ugen. Vi spiser stadig morgenmad hjemme hver dag, men da vi har svært ved at finde godt brød, går vi begge over til yoghurt og müsli.
Vi går dog stadig meget ud og forsøger at følge med i, hvad der sker rundt omkring, også selvom det indimellem ikke er noget særligt. Vi besøger de fleste af byens seværdigheder, går meget i biografen og lytter til levende musik hos Two Thumb Brewing Co. og den irske pub The Bog. Derudover besøger vi New Brighton og Lyttelton, som er byer lidt uden for Christchurch, og vi lejer bil to gange og er på lidt længere ture med henholdvis syv og fem overnatninger.
Vi falder for byen med det samme, da det den første weekend i byen er Labour Day weekend, hvor man afholder Big Band Festival med levende musik rundt omkring i byen. Vi får fat i et program og går rundt mellem de forskellige arrangementer og hører musik på Victoria Square, foran Riverside Market, hos spillestedet Fat Eddie’s og på pubben The Church Pub, der er en tidligere kirke, samt i Botanisk Have. Vi føler virkelig, at vi er flyttet det helt rigtige sted hen.
Fredag den 27. oktober er vi til et vinsmagningsarrangement, som vi har købt billetter til, mens vi stadig boede i Papeete. North Canterbury Wine Region er et mindre vindistrikt, som ligger lige nord for Christchurch, og vinbønderne herfra er samlet for at præsentere årets vine, men vi synes nu ikke, at de er specielt gode. Hvidvinene er okay, men vi har fået dem bedre fra vindistriktet Marlborough, og rødvinene er direkte dårlige eller i bedste fald kedelige. Men det er nu meget hyggeligt med levende musik og lidt tapas og ost.
Vi fejrer både juleaften og nytårsaften hjemme, men ud over at der pyntes lidt op rundt omkring i byen, tænker vi nu ikke så meget over, at det er jul, da det kun er den 25. december, at butikker og restauranter har lukket. Ellers er alt åbent resten af tiden, både den 24. og 31. december og den 1. januar.