Quake City
Museet Quake City fortæller historien om de to ødelæggende jordskælv i Christchurch i 2010 og 2011. Der er en masse plancher og billeder og også resterne af en kirkeklokke fra en af de kirker, der blev ødelagt. Der bliver vist klip fra tv-udsendelsen lige efter jordskælvet i 2011, og man kan også se optagelsen fra et kamera på en gade, der har fanget, hvad der skete, da folk kommer gående, og jordskælvet starter. Der er også optagelser af en række vidneudsagn fra folk, der var i byen den 22. februar 2011, heriblandt folk, der var fanget i en af de bygninger, der blev mest skadet.
Det er en rørende og uhyggelig dokumentation af, hvad der skete, og der er ikke noget at sige til, at det stadig påvirker folk den dag i dag. Vi krydser bare fingre for, at der ikke sker noget, mens vi bor her.