Masjid Omar 'Ali Saifuddien
Moskeen Masjid Omar 'Ali Saifuddien er Bandar Seri Begawans største seværdighed. Det tog næsten fem år at bygge denne moske, som stod færdig i 1958, og byggeomkostningerne på det tidspunkt var 1 mio. GBP. Kuplen er dækket af guld, og gulvene og søjlerne er bygget af marmor fra Italien. Interiøret rummer en lysekrone på 4,6 meter i diameter, der vejer mere end tre ton, og gulvene er belagt med håndlavede tæpper fra Belgien og Saudi-Arabien. Moskeen ligger rigtig smukt på en grund inde i centrum, der næsten er omgivet af en menneskeskabt lagune, og midt i lagunen ligger en kunstig pram kaldet Mahligai, der er designet, så den ligner Sultan Bolkiahs skib; han var en sultan, der regerede i det 16. århundrede.
Vi beslutter os for at besøge denne moske allerede den første søndag i byen, og vi tager en Dart derind om formiddagen. Vi starter med at gå rundt om lagunen, så vi kan få taget billeder af moskeen udefra samt ikke mindst den kendte pram, som ses på alle billeder fra byen. På plænen foran lagunen er opstillet en kæmpe billedramme, så man kan få det helt rigtige billede af både moske, lagune og pram.
Vi går derefter om til hovedindgangen til moskeen, hvor vi stiller skoene og bliver iklædt det sædvanlige tøj samt tørklæde for Hannes vedkommende. Her kan hun selv få lov at vælge farven, og hun bliver også tilbudt at få tørklædet med hjem bagefter. Der er en del flere besøgende, end vi havde regnet med, men det viser sig, at vi er så heldige, at vi helt tilfældigt besøger moskeen på en af kun to dage årligt, hvor man åbner op for, at publikum kan bevæge sig frit rundt i hele bygningen. Vi vækker megen opmærksomhed, da der er meget få vestlige turister i Brunei, så mange henvender sig til os for at høre, hvor vi kommer fra, og hvad vi laver her. Alle er meget søde, og det sjoveste er en mand fra Bangladesh, som uden at sige noget til os begynder at tage indtil flere selfies sammen med os, da vi åbenbart er en hel seværdighed i os selv. Det er et smukt rum, men ikke så stort som andre steder, vi har besøgt, og vi morer os lidt over, at der inde midt i det flotte rum er monteret en rulletrappe; den passer ikke rigtig ind.