Vores dagligdag

Da vi har et meget lille køkken og kun en enkelt kogeplade, laver vi ikke mad i den tid, vi bor her. Vi spiser dog morgenmad hjemme hver dag, hvor Hanne får rugbrød med smør og Jens Peter mysli med mælk. Der ligger et møntvaskeri i bygningen lige ved siden af, og her vasker vi tøj ca. hver ottende dag. Det tager kun en times tid for både vask og tørring, så vi henter en kop kaffe og venter, til tøjet er klar. Da vi er i et meget muslimsk land, skal vi lige vænne os til, at alle kontorer, butikker og spisesteder har lukket om fredagen fra kl. 12.00-14.00 under fredagsbønnen, og det gælder også vores møntvaskeri. Vi skal også vænne os til, at alle biler kører utrolig pænt og standser, bare vi nærmer os et fodgængerfelt. Det er noget helt andet end i Kuala Lumpur, men rigtig dejligt.

Bandar Seri Begawan er jo en meget lille by med meget få seværdigheder, så det er nok det sted, vi har boet, hvor vi laver allermindst. Vi besøger de to mest kendte moskeer og et enkelt museum, er på sejltur ud i mangroveskoven, besøger centrum nogle gange og sejler en tur ud til bydelen Kampong Ayer, hvor husene står på pæle, men ellers er vi mest hjemme. Det gør nu ikke så meget, for vi kan godt lide vores område og vores lejlighed, og Jens Peter får arbejdet en del, Hanne får læst en masse bøger, og så bruger vi tid på at færdiggøre afsnittet om Kuala Lumpur til vores site.

Vi går for det meste ud og drikker en kop kaffe om eftermiddagen, handler et par gange om ugen og går ud igen om aftenen for at få noget at spise. Vi kan godt lide at gå rundt i vores område og synes også, det er hyggeligt at gå en tur over broen til området One Riverside for at se, om vi kan få øje på et par krokodiller. De gange, vi tager ind til centrum, bestiller vi en Dart, som svarer til Uber og Grab, og det fungerer fint og koster typisk 25-30 kr.

Alle er helt utrolig søde, men kan ikke forstå, hvad vi vil her i fem uger, så vi får flere forslag til, hvad vi kan se i Malaysia her på Borneo. Vi bliver nu her i byen og nyder at slappe af i nogle uger, inden vi skal opleve en masse i Thailand.