Livraria Lello
Den 15. marts får boghandlerne lov at åbne igen, og ugen efter beslutter vi os for at besøge Portos mest berømte boghandel, Livraria Lello, som ikke ligger så langt fra, hvor vi bor. Vi har på nettet læst, at de tager 5 euro i entre, som så kan modregnes i et eventuelt køb, men det viser sig, at der er fri entre for øjeblikket. Det skyldes nok den længere nedlukning og de manglende turister. Normalt er der også en meget lang kø, men vi går lige ind, og der er meget få kunder, hvilket gør det lidt nemmere at fotografere.
Vi kendte ikke butikken, før vi kom til Porto, men den er blevet kåret til verdens 3. smukkeste boghandel af Lonely Planet. Den har efter sigende været inspiration til den boghandel, som Harry Potter handler i, inden han tager til Hogwarts, hvilket nok har hjulpet med til at gøre den berømt. Forfatteren J.K. Rawling har boet i Porto på et tidspunkt.
Det er en utrolig smuk butik, hvor især den flotte trappe i midten stjæler billedet. Normalt er den rød, men i år har de besluttet at male den gul og grå. Der er dog også mange flotte detaljer på reolerne og træudskæringer på rækværk og loft. Der er også et meget smukt glasloft. Butikken er ikke så stor, så efter at have taget en masse billeder går vi igen. Hanne elsker jo normalt at kigge på bøger, men det er ikke helt så spændende, når man ikke forstår sproget.