Mercadona og El Corte Inglés
I vores søgning efter skinke, pateer og foie gras finder vi ud af, at Mercadona, som vi kender fra A Coruña, har en stor butik, som ligger 40-45 minutter væk på gåben, så der går vi ud ca. hver 14. dag. Den ligner meget den, vi kender, og de har også en skinkeafdeling, hvor der står en og skærer skinke ud hver dag. Den ene gang glemmer vi at få skinken med fra kurven, men vi har heldigvis ikke betalt for den. De har også foie gras, et par gode oste og nogle gode småkager, som vi ikke har prøvet før.
En enkelt gang tager vi ud til El Corte Inglés, som vi også kender fra Spanien. Selve varehuset er lukket, men deres fødevareafdeling, som er meget stor, har åbent. For at komme derud skal vi krydse floden, så vi går over det øverste dæk på Ponte Luís 1 og fortsætter derefter et godt stykke ligeud. Vi køber en del, da der både er god skinke, lækre pateer og oste samt ting som pitabrød og fetaost, som vi ikke kan finde andre steder. Vi køber noget koldt at drikke og finder en bænk udenfor, som ikke er spærret af – det er dejligt for en gangs skyld at kunne sidde lidt i solen. Derefter tager vi metroen, som holder lige ved siden af, til stationen Trindade, der ligger tæt på vores lejlighed.