Ankomst og vores hotel
Vi lander i La Paz lufthavn torsdag den 13. juli 2023 omkring kl. 19.30, og vi får hurtigt vores bagage. Vi har bestilt en chauffør gennem vores hotel, og han står klar med et skilt med Jens Peters navn og hjælper os ud til bilen med kufferterne. Der er knap en times kørsel til hotellet på denne tid af dagen, hvor der er temmelig meget trafik. Vores chauffør kører en lidt snørklet vej, men det ser ud til, at han har styr på at komme uden om den værste trafik, og vi betaler en fast pris, så det er helt fint.
Vi er fremme ved hotellet Casa Grande Express kl. ca. 21, og vi skynder os op med bagagen, så vi kan nå over på restauranten Margarita lige overfor; de lukker nemlig kl. 21.30. Casa Grande Express, hvor vi har booket syv nætter, er et ualmindeligt pænt 3-stjernet hotel, hvor alt ser nyt og velholdt ud. Værelset er fint, og der er en skøn bruser med masser af tryk på vandet, hvilket vi har savnet de sidste knap tre måneder. Beliggenheden er perfekt, vi får en rigtig god service, og morgenmaden er også fin, så vi nyder at bo her.