1MORE PIZZA
1MORE PIZZA laver virkelig gode pizzaer og ligger få minutters gang fra vores gadedør, så her kommer vi en del. Det er et lille lokale med kun fire borde, og ofte er flere af bordene reserverede, men det lykkes os nu altid at få en plads. Vi må flere gange sidde ved skranken, hvor man gennem en glasrude kan kigge ind i køkkenet, men det er nu meget hyggeligt. Her er rigtig mange ansatte, og det er imponerende, hvor grundigt de gør rent efter tilberedningen af hver ret.
Vi får for det meste pizza, og fyldet er noget anderledes end de fleste andre pizzaer, vi har fået gennem tiden. Jens Peter vælger som regel en pizza med to forskellige slags fyld på hver sin halvdel, og Hanne tager oftest den med svampe og trøffel, men indimellem vælger hun også pasta med pesto og kylling. Vi drikker sodavand til.
Det er et lille hyggeligt og meget populært sted med god mad og god betjening.