Turen hjem
Efter at have forladt parken skal vi have fundet en vej sydpå, men det er slet ikke så nemt. Den første vej, vi finder, ser ud til at være godt sneet til, så vi vælger at køre videre østpå. Vi kører virkelig ude midt i ingenting, og der er ikke en eneste benzinstation eller andet, så vi er glade for, at vi tankede op i Rapid City – der er heller ingen mobildækning, hvilket vi i øvrigt oplever flere steder på vores ture.
Efter at have kørt mere end 100 km kommer vi endelig til en by, hvor vi kan få tanket, komme på toilettet og købe noget at drikke – det har vi ikke kunnet, siden vi forlod Wall. Vi kan også få drejet sydpå og kører igennem Rosebud Indian Reservation til byen North Platte i Nebraska, hvor vi tager en overnatning på Comfort Inn & Suites, og vi spiser til aften på Penny’s Diner, som ser ud, nøjagtig som en diner skal se ud.
Næste dag fortsætter vi med at køre sydpå, da vi beslutter at køre ind i Kansas, inden vi kører vestpå til Denver – på vejen kører vi over en stor sø, hvor folk sidder og fisker gennem isen. Vi kører til byen Colby, hvor vi handler i Walmart, og da det jo er fredag, køber vi en kasse doughnuts med hjem, men de er nu bedre i Safeway. Derefter er næste stop Denver.