Scotts Bluff National Monument
Vi har besluttet at gøre et stop ved Scotts Bluff National Monument, en klippeformation, som gennem tiderne har været et vartegn for rejsende over prærien – det lå på ruten Oregon Trail, som blev benyttet af nybyggerne, der ønskede at bosætte sig i den vestlige og den nordvestlige del af USA.
Vi kører op på plateauet, hvor der er en rigtig flot udsigt ud over prærien. Vi parkerer bilen og går lidt rundt på stierne – vi er stort set alene. På vej ud besøger vi deres visitor center, hvor vi køber en magnet og et postkort, og vi bliver anbefalet at køre til en anden klippeformation – Chimney Rock – som er endnu et vartegn på Oregon Trail. Efter at have besøgt det kører vi nordpå igen for at finde et sted at overnatte. Det bliver mørkt, inden vi når frem, og flere steder skal vi være opmærksomme på rådyrene, som står i vejkanten.
Vi ender i byen Chadron, hvor vi får et værelse på Best Western, og vi spiser aftensmad på en restaurant lige ved siden af, der hedder Country Kitchen Restaurant – Hanne får meatloaf.
Næste morgen kører vi ind til hovedgaden, som er meget amerikansk med et flot gammelt, nu lukket, hotel, og vi tager et par billeder, inden vi kører mod Mount Rushmore.