Arches National Park
Næste morgen går vi hen til Enterprise, hvor vi har lejet en bil, som vi efterfølgende skal aflevere i Denver. Ekspedienten er frygtelig snakkesalig og næsten ikke til at slippe af med igen – han advarer os i øvrigt mod at køre op i bjergene, da de har varslet kraftigt snevejr, men det har vi nu heller ingen planer om.
Vi kommer godt ud af byen og kører til Arches National Park, som ligger ved byen Moab i Utah. Det er et kæmpe område med utrolig smukke sandstensformationer i røde farver, som flere steder danner smukke buer. Vi er ude af bilen mange steder og går rundt på stierne og får taget frygtelig mange billeder, for det hele er meget imponerende. Hanne havde forestillet sig, at vi kunne klare besøget på halvanden time, men det er slet ikke nok – vi ender med at være der i mere end tre timer. Da vi kører derfra, holder vi ind for at få noget frokost hos Denny’s, som er noget af det første, der dukker op, for vi har ikke fået noget siden morgenmaden.
Derefter kører vi mod Durango – en køretur på ca. tre timer. Vi når ikke frem, mens det stadig er lyst, så vi skal køre lidt forsigtigt, da det er bjergkørsel noget af vejen, og da vi også ser råvildt i vejkanten nogle steder.