Wellington

Onsdag den 13. december ringer vækkeuret allerede kl. 5, da vi skal nå en færge fra den lille by Picton til Wellington, som er New Zealands hovedstad. Vi vil lade bilen stå i Picton og gå ombord, da vi kun har en enkelt overnatning i Wellington, og det var ikke helt planen, at vi skulle så tidligt op. Det tager kun en halv time at køre til Picton, og vi skal sejle kl. 7.30, men vi får besked om, at vi skal tjekke ind senest en time før afgang.

Vi er fremme i Picton omkring kl. 5.50, finder langtidsparkeringen, får betalt og går derefter hen mod færgeterminalen. Der er to forskellige selskaber og dermed to forskellige terminaler, og det ser ud til, at de ligger tæt på hinanden; det viser sig imidlertid at være helt forkert. Vi får pludselig travlt, da vi skal krydse banelegemet, hvilket betyder, at vi skal ud på en større omvej, da der også er vejarbejde og spærrede veje. Vi når det i sidste øjeblik til kl. 6.30, og det viser sig, at vi skal tjekke vores kuffert ind og køres i bus ud til færgen. Det er grunden til, at man skal komme så tidligt.

Vi får ret dårlig morgenmad og dårlig kaffe ombord, men sejlturen er rigtig smuk. Vi krydser Cookstrædet, men inden da sejler vi ud gennem et større område med mange små øer, og det er helt klart den flotteste del af turen. Vi er heldige med vejret, da her ofte er kraftig blæst, og det sidste stykke ind mod Wellington står vi ude på dækket, så vi kan nyde indsejlingen.

Vi er fremme kl. 11, tager noget at drikke på en café og går derefter langs havnen til vores hotel Museum Apartment Hotel Wellington. Det er et rigtig fint hotel med mange sjove ting og flot kunst over det hele, og vi tager et glas vin i baren, mens vi venter på, at værelset bliver klart. Det dyreste glas vin i vores tre måneder i New Zealand viser det sig.

Vi får sat kufferten oppe på værelset og går derefter over på New Zealands nationalmuseum, som ligger tæt på hotellet. Her bliver vi lidt klogere på landets oprindelige befolkning, men vi bruger nu ikke så lang tid her. Vi går derefter en tur gennem gågaden Cuba Street med det sjove springvand Bucket Fountain, får en kop kaffe, besøger et par arkader og går herefter ned til området langs havnen.

Havneområdet er helt klar Wellingtons mest charmerende område, hvor der er mange restauranter, barer, caféer og små butikker. Vi får en øl på Bin44 Restaurant + Bar, går tilbage til hotellet og får god mad om aftenen på den italienske restaurant Fratelli.

Næste dag torsdag den 14. december skal vi sejle kl. 13.00, så vi kan lige nå en tur med kabelbanen, så vi også kan se Wellington fra oven. Wellington er New Zealands tredjestørste by med kun ca. 216.000 indbyggere, så det er en forholdsvis lille by, og vi føler, at vi får set det meste, selv om vi kun er her et døgn.

Vi har en stille og rolig overfart, er i Picton kl. 16.30, får hentet bilen og kører derefter mod vest til den lille by St Arnaud, hvor vi har booket en overnatning på Alpine Lodge. Det er et hyggeligt hotel med en god restaurant, og vi får lækker mad og god vin.