Ankomst
Vi ankommer til lufthavnen i Denpasar på Bali torsdag den 4. april 2024 kl. 10.50 lokal tid. Vi kommer meget hurtigt igennem immigrationen, eftersom vi på forhånd har fået et visum med tilladelse til et ophold på 60 dage, og derfor kan vi springe den lange kø over, skanne vores pas og gå direkte ud og hente vores bagage. De fleste, der kommer til Bali, kan nøjes med et visum til 30 dages ophold, som man kan søge om og betale for i lufthavnen, så den kø er noget længere. Vi køber et simkort hos Telkomsel og betaler vist alt for meget, men så er det klaret, og vi skal ikke tænke mere over det.
Vi har bestilt en chauffør gennem hotellet, og han står klar med et skilt med Jens Peters navn på, da vi kommer ud af lufthavnsbygningen; han tager de to af kufferterne, og vi går over til bilen. Der er ca. 40 km fra lufthavnen til vores hotel i Ubud, men her får vi den første forsmag på den voldsomme trafik på øen, idet turen tager næsten to timer. Vores chauffør kører pænt, der er aircondition i bilen, og vi har sørget for at have vand, så det går fint, og vi bruger tiden på at suge alle de nye indtryk til os.
Vi når frem til vores hotel omkring kl. 14, og vi bliver taget virkelig godt imod med meget store smil og et lille glas ingefærte. Vores bagage bliver båret over på værelset, og vi får en hurtig rundvisning på hotellet, så vi kan finde spaafdelingen og restauranten. Efter at have rundet værelset går vi hurtigt ud i byen, da vi er ret sultne. Vi finder et sted, hvor vi får en god sandwich, går en lille tur i byen og beslutter os derefter for at tage et par timer på øjet. Vi blev hentet af taxaen i Sydney kl. 4 i morges, havde et par timer i lufthavnen inden godt seks timers flyvetur og to timers taxatur, og med en tidsforskel på tre timer er vi ved at være godt trætte.