Afrejse

Vi har heldigvis ikke så mange ting, vi skal have styr på, inden vi rejser videre, men vi har nogle ting, som vi har købt i Mexico og Colombia, som vi gerne vil have sendt hjem til vores rum i Danmark. Vi har set, at Mail Boxes Etc., som vi kender fra Porto, ligger på Via Argentina, så der går vi op. Fordelen ved dem er, at de kan pakke hver enkelt ting ind og pakke det hele ned i en kasse, som derefter bliver hentet af DHL. Vi får en rigtig god service, men må lige trække vejret helt ned i maven, da vi hører prisen. Vi bliver dog enige om, at det er en del af rejseudgifterne, og det er jo kun anden gang, vi sender noget hjem – men måske vi skal tænke lidt over, hvor store ting vi fremover køber. Vi siger til dem, at tiden ikke er vigtig, men opdager efterfølgende, at det hele er blevet sendt ekspres, hvilket godt kan ærgre os lidt, men så har vi lært det til næste gang.

Vi skal rejse til Quito i Ecuador den 10. november 2021, og de kræver tre ting, for at vi kan rejse ind: billet ud af landet, bevis for vaccination eller test og en sundhedserklæring, som skal afleveres til immigrationen. Vi køber flybilletter til Santiago de Chile til den 12. januar, og vores vaccinationsbevis har vi allerede printet. Receptionen printer den ønskede blanket, som vi udfylder, og vi er klar.

Vi skal først flyve kl. 15.28, så vi pakker efter morgenmaden og tjekker ud omkring kl. 11.30. Hotellet sørger for en taxa, og vi kommer ud til en stort set tom lufthavn. Ekspeditionen hos Copa Airlines går hurtigt, da vi har styr på papirerne, og vi er de eneste, der skal igennem sikkerhedskontrollen, så også her går det hurtigt. Vi sætter os op i restaurationsområdet og får lidt frokost, hvorefter vi går ud til gaten. Vi letter til tiden.