Fransk Polynesien og Papeete
Fransk Polynesien er et oversøisk fransk land, som består af 118 øer i Polynesien i det sydøstlige Stillehav. Fra 1946 til 2003 havde Fransk Polynesien status som et fransk oversøisk territorium, men siden 2004 har det haft status som et fransk oversøisk land. Øerne i Fransk Polynesien har et samlet areal på 4.167 km² fordelt på et havareal på over 2.500.000 km² og har ca. 279.000 indbyggere, heraf 83% polynesiere, 12% europæere (primært franskmænd) og 5% asiater. Landet har eget flag og sin egen valuta, som hedder CFP-franc. Det officielle sprog er fransk, men en stor del af befolkningen på Tahiti taler også tahitiansk, og vi lærer at sige goddag og tak. Man hilser ved at sige Ia orana (yo-rah-nah), tak hedder mauruuru (mah-roo-roo), og vi lærer også, at bogstavet h ikke er stumt, som det er på fransk. Tahitiansk indeholder i øvrigt kun 16 bogstaver og 1.000 ord, så det burde være til at lære, hvis man skulle få lyst til det en dag.
Fransk Polynesien består af fem øgrupper, og den største og mest kendte ø Tahiti tilhører Selskabsøerne. Selskabsøerne ligger nogenlunde midt i Stillehavet, vest for Peru og øst for Australien, og med en tidsforskel til Danmark på 12 timer føler vi virkelig, at vi bor rigtig langt væk fra alting. På Tahiti bor ca. 69% af Fransk Polynesiens samlede befolkning, og i landets hovedstad Papeete, som ligger i Tahitis nordvestlige hjørne, bor langt størsteparten af Tahitis indbyggere. I selve byen Papeete, hvor vi bor i tre måneder, bor der knap 27.000, så det er en forholdsvis lille by.
Klimaet på Tahiti er tropisk regnskov, og her er generelt ret fugtigt; dog er det knap så fugtigt, når man er ude ved kysten, som vi er, og her er heldigvis også meget få myg. Temperaturen om dagen ligger typisk mellem 25 og 30 grader, og nattemperaturen ligger omkring 22 grader, så det bliver aldrig på noget tidspunkt koldt. Vi er her uden for regntiden i de måneder, hvor det efter sigende skulle være bedst at besøge Tahiti, men september er desværre lidt mere regnfuld i år, end den normalt er, så vi har flere dage, hvor vejret ikke er det bedste, selvom det stadig er varmt.
Prisniveauet er utrolig højt og noget, man lige skal vænne sig til efter flere år i Mellem- og Sydamerika. Da langt de fleste varer skal flyves hertil, er det rigtig dyrt at handle i supermarkederne og spise på byens restauranter, men efter den første uges tid beslutter vi os for at lade være med at fokusere for meget på priserne og bare nyde, at vi er her, da det bliver den eneste gang i vores liv, vi besøger Fransk Polynesien.
På Google Maps kan du finde de attraktioner, butikker og restauranter, vi besøgte under vores besøg i Fransk Polynesien.